Neurorehabilitering
Introduktion til neuromotorisk rehabilitering
Specifik neuromotorisk træning går ud på at målrette behandling og træning til den enkelte patients problemstilling. Der er ikke tale om generelle regimer, der bredt skal dække en stor patientgruppe.
Når man som patient er grundigt undersøgt og udredt, vil behandlingsforløbet blive skræddersyet til den enkelte.
Neuromotorisk træning kan involvere mange modaliteter. Generelt går det ud på at stimulere den dårligst fungerende region i centralnervesystemet, så den kan præstere det, der kræves.
For at kunne gøre det, er det nødvendigt med et par begreber.
Funktionel lidelse
Funktionelle lidelser i centralnervesystemet er tilstande, der giver symptomer, men som ikke kan erkendes på fx MR-skanninger. Eksempler herpå er hovedpine, svimmelhed, træthed og koncentrationsbesvær efter piskesmældsskade eller hjernerystelse.
Mange oplever det, men når de bliver undersøgt med bl.a. MR-skanning, ser hjernen normal ud. Hvordan det?
– Det er fordi de enkelte nerveceller ikke er gået til grunde. De er der stadig, men produktionen og funktionen i cellerne er reduceret. Det vil sige, at man på MR-undersøgelsen kan se de enkelte kerner af nerver, men ikke om de laver noget. Derfor er den objektive kliniske undersøgelse så vigtig.
På baggrund af sygehistorie, objektiv undersøgelse og andre tests (MR, blodprøver, øjenfunktionstests, balanceundersøgelser m.m.) stiller man så sin diagnose.
Meget ofte vil det vise sig at være en funktionel lidelse.
Strukturel lidelse
Strukturelle lidelser er tilstande, der ødelægger strukturen i centralnervesystemet. Eksempler herpå er infektioner, tumorer, blødninger/blodpropper, degenerative sygdomme.
Her er der tale om, at områder i hjernen går til grunde eller bliver så påvirkede, at de ikke kan fungere.
Der er selvfølgelig forskel på, hvor store læsionerne er og dermed på symptomerne. Man kan have en lille blodprop, der kan forårsage begrænset skade og en større blodprop, der er mere ødelæggende.
Genoptræning
Er der tale om en strukturel lidelse, skal man selvfølgelig behandles medicinsk og/eller kirurgisk først, men herefter er det meget vigtigt at få optrænet en eventuel tabt funktion igen, så vidt det er muligt.
Som for de funktionelle tilstande gælder, at man kan optræne langt mere, end hvad der er alment kendt. En strukturel lidelse kan ydermere give anledning til funktionelle problemer i andre regioner af centralnervesystemet. Når man gennem grundige kliniske undersøgelser har fundet problem og årsag, kan man begynde en langt mere specifik behandling og genoptræning.
Afhængig af problemet vil der blive anvendt en relevant træningsform. Eksempler på øvelser kan være øjen-øvelser, specielle motoriske øvelser, manuelle teknikker, visualiserings-øvelser m.m.
Generelt med skader til centralnervesystemet er, at det kræver stor viden om emnet og en tålmodighed i behandling og træning.
Det er meget vigtigt, at man følger det trænings- og behandlingsprogram, der er fastlagt.